Forførende engelsk/irsk duo: Jane & Shane

Af Zita Hubback 

Stemningen var i top, da den forførende duo Jane & Shane spillede i Sjelle Forsamlingshus fredag den 28. september. Engelske Jane (violinist og vokal) og irske Shane (guitar, vokal og irsk tromme kaldet bodhran) underholdt et fyldt forsamlingshus, og stemningen var høj lige fra starten af koncerten. Jane og Shane forførte og underholdt på en aldeles unik måde og formåede at holde publikum betaget fra start til slut. De havde et fantastisk tight og harmonisk sammenspil, og deres ægthed, varme og humørfyldte sange tryllebandt publikum.

Koncerten var en af de første, blandt forhåbentlig mange i fremtiden i Sjelle Forsamlingshus. Den 25. oktober kl. 16.30 – 23.00 afholdes der ”Larm på landet” i forbindelse med ”Spil Dansk Dagen 2012” i Sjelle Forsamlingshus. Der vil være forskellige musikindslag af både lokale bands og gæstende musikere og arrangementet afsluttes med en koncert med HUSH.