Skivholme, Sjelle og Skjørring Kirke afholder fortælleaften
Historier fra Danmark
Fortælleaften med Søren Ryge Petersen
Nej, han bryder sig ikke om betegnelsen ”foredrag” – han vil hellere fortælle historier.
Det gør han hver eneste gang, han laver en TVudsendelse eller skriver i avisen.
Fortæller en historie om mennesker, han har mødt, eller oplevelser, han har haft. Fra sin dagligdag, fra livet på det lille sted på Djursland, hvor han bor.
Det særlige ved Søren Ryge Petersen er, at han kan fortælle selv de enkleste historier på en sådan måde, at alle hører efter. Da han for nogle år siden skrev i Politiken om, hvordan Margrethe fra Hirtshals bager kringle, blev det årets mest læste artikel. Og når han sender direkte TV fra sin egen have, sidder der stadig en halv million danskere og kigger og lytter.
Helt så mange mennesker forventer vi ikke, når vi som et led i vores fælles kirkehøjskole byder velkommen til Søren Ryge og I andre onsdag den 2. november kl.19.00. Men vi håber dog på et stort rykind. Derfor har vi valgt denne gang at henlægge både den korte indledende gudstjeneste og Søren Ryges fortælleaften til Sjelle Kirke, hvor der er bedst plads.
Vel mødt til en aften med plads til både smil, forundring og eftertænksomhed leveret af en af landets dygtigste fortællere!
Arrangementet afholdes af Skivholme, Sjelle og Skjørring kirke
|