Opsamling og Resumé af borgermødet den 25. april 2023

Kollektiv Varme
Termonet

<Se dagsordener og referater m.m. her>

Opsamling af Borgermøde nr. 4, 25. april 2023 i Sjelle Forsamlingshus

MØDE NR. 4 OMHANDLER.  (nb opdateres)

Resumé og opsamling af borgermødet 25. april 2023 om Termonet – <Se oplæg, PowerPoint her>

1 Velkomst og orientering – Steen
Der blev budt velkommen til 35 fremmødte, særlig velkomst til Susanne Skårup fra Skanderborg kommune, samt gæster fra nabobyen Skjørring.
– Tilbud fra Sustain om projektforslag
Kort gennemgang af tilbud på projektforslag fra Sustain. Du kan se projektforslaget her <projektforslag>
Borgermødet skal tage stilling til, om arbejdsgruppen skal arbejde videre for en gennemførelse af projektforslaet. Læs mere under pkt. 5
– Ansøgningen af midler fra Klimapuljen, herunder måske kommende muligheder om garanti lån til projektforslag
Bylauget har tidligere fået midler fra regionen og har ansøgt Skanderborg Kommunes Klimapulje om økonomiske midler til gennemførelse af projektforslaget. Der forventes svar fra Klimapuljen inden for de første uger i maj. Du kan se budgetopstillingen for ansøgningen i PowerPointen side 7.
– Screeningen for termonet i Sjelle (kort orientering især om Screeningens side 3)
Skanderborg Kommune har fået udarbejdet screeninger om Termonet i 7 forskellige landsbyer. Sjelle var en af landsbyerne som fik udarbejdet en sådan. Af Screeningen fremstår en omkostning på kr. 35. mio og 108 tilslutninger. Screeningen har også en oversigt over hvilke varmekilder husstandene i Sjelle har. Denne oversigt viser at Sjelle har 108 husstande som med fordel kan udskifte deres nuværende Gas, olie osv. varmekilder til en fælles varmeforsyning via Termonet. <Se hele Screeningensrapporten for Sjelle her>
2 Økonomisk og “teknisk” status og redegørelse for Termonet, også set i forhold til individuelle husstandes løsningsmuligheder som f.eks. luft til vand varmepumper- Jesper Yde
Fra arbejdsgruppen, Jesper Yde Madsen stod for et faktuelt oplæg om de økonomisk og tekniks status med en sammenligning mellem forskellige individuelle varmekilder og Termonet. I PowerPointen siderne 10 til og med side 18.
Ved en tilslutning på omkring 100 husstande er arbejdsgruppens konklusion, at en fælles varmeforsyning  via Termonet i et a.m.b.a selskab, som ejer anlæg og varmepumperne,  vil være en fordel. Fordelen ligger bl.a. i økonomien med hensyn til drift, forbrug, vedligehold, tryghed og fællesskab, uden
individuelle indkøb og store investeringer.  Jesper redegjorde for økonomien ud fra en gennemsnitsberegning af varmeforbrug. Alt i alt pr år en samlet pris kr. 28.300, hvoraf 11.657 er El forbrug. De 16.643 er et fast årligt beløb, som afskrivning på Termonet, Pumper, vedligehold, drift og administration. Ved en økonomisk sammenligning med ens nuværende varmekilde skal man huske at indregne alle de omkostninger der er til nuværende anlægsinvestering, indkøb, service og vedligehold, samt en evt. opkrævning fra Evida. 
Efter Jespers oplæg, kunne Steen oplyse der er mulighed for placering af Termonetanlæg på Kirkejorden…. og så var der kaffepause.
3 Hvor står vi nu
– Projektforslag – Borgerinvestering
Bylauget har ansøgt klimapuljen med et beløb som dækker den forventede udgift jf. tilbud fra Sustain på kr. 141.000 eks moms. Bylauget har håb om, at ansøgte beløb bevilges. 
Bylauget ønsker forsamlingens tilkendegivelse på, at projektforslag igangsættes, såfremt der opnås stort opbakning, herunder også økonomisk opbakning fra husstandene i Sjelle. 
Forsamlingen på Borgermødet bakker op om, at der laves en mere udadrettet motiveringsproces, hvor alle husstande mere aktivt orienteres og kontaktes. Der er forslag om, at arbejdsgruppen / Bylauget kontakter og informerer – også de 3 grundejerforeninger. Konkret kontakt til udlejere og lodsejere er også her i fokus. Bylaug og lodsejer går sammen om udbygning af nye parceller i den nordlige del af byen. Det er måske oplagt at disse parceller tilkobles et evt. kommende termonet i byen. 
– Ny undersøgelse
Arbejdsgruppen har planer om at lave en ny undersøgelse for afdækning af interesse for Termonet.
– Alternative muligheder
Alternativer til Termonet som energifællesskab i byen er p.t. ikke meget i fokus. Der har været nævnt et fælleskab om luft til vand varmepumper, men da disse er omfattet regler for støjgener, vil nogle husstande ikke kunne indgå i et sådant fællesskab. 
4 Referat / Spørgsmål, Drøftelse og tilbagemelding fra salen
<Se referatet her>
5 Opsamling – Konklusion(er)
Opgaven for Bylauget og arbejdsgruppen er nu, sammen med alle borgere i byen, at få mobiliseret og motiveret til, at stort set alle hussande giver deres interesse eller mangel på samme tilkende over for Bylauget og Arbejdsgruppen med det formål at få en faktuel viden om hvor mange husstande som har meget, eller lidt, eller mindre eller slet ikke interesse for et energifælleskab med Termonet.